Sejlplan

Sejlplan

Store naturoplevelser og sjove øjeblikke flyder sammen, når familien går ombord på en af de otte unikke Hjejlebåde. Hvis du er klar til at trække stikket i nogle timer og mærke historiens vingesus, mens noget af Danmarks smukkeste natur langsomt glider forbi, er sejlturen en oplagt idé. 

Når I vælger en rutetur, kan I stå af og på ved anløbsbroerne undervejs, og på den måde tilføje endnu flere oplevelser til jeres dag sammen. Tag f.eks. på Himmelbjerget, på Museum Jorn, oplev naturen ved Slåensø eller smut i AQUA Akvarium & Dyrepark. I kan sejle løs, vælge en nonstop-tur fra Silkeborg eller måske en aftensejlads, hvor solens gyldne stråler spejler sig i havoverfladen og omfavner skovene.

Det hele startede tilbage i 1861 med Hjejlen, som er verdens ældste kulfyrede hjuldamper i drift. Siden dengang har hun fået syv skønne søstre, som hver især er med til at gøre Hjejleselskabets flåde til noget helt særligt. Både de ældste gæster, de yngste og alle midt imellem elsker at sejle med Hjejlebådene – ja, vi har endda observeret teenagere, der grinte højlydt og nød turen i selskab med deres forældre. 

Den allerførste tur blev sejlet i de kuperede istidsområder fra Himmelbjerget til Silkeborg – præcis som du kan opleve det i dag. Der er minder i sigte, og du er inviteret.

Se alle sejlplaner og priser herunder.

Fra Silkeborg

Rutebåde: Tider & priser

Det er en god idé at reservere plads på forhånd. Det kan du gøre ved at ringe til os og reservere plads senest kl. 17.00 dagen før, du gerne vil ud at sejle.

Nonstop: Tider & priser

Her kan du se afgangstider, kalender og priser for nonstop-ture fra Silkeborg.

Aftensejlads: Tider & priser

Her kan du se afgangstider, kalender og priser for aftensejlads fra Silkeborg.

Fra Ry

Rutebåde: Tider & priser

Her kan du se afgangstider, kalender og priser fra Ry via Laven til Himmelbjerget.

Aftensejlads: Tider & priser

Her kan du se afgangstider, kalender og priser for aftensejlads fra Ry.

Grupper

Mulighederne er nærmest uendelige for grupper, der gerne vil på tur, og I får ovenikøbet 15% rabat, når I er flere end 15 personer, der betaler samlet. Du kan finde inspiration til at planlægge jeres dag på det interaktive kort med oplevelser ved anløbsbroerne

Har du spørgsmål eller brug for hjælp med planlægningen, er vi ikke længere end et telefonopkald væk. Du fanger os på +45 8682 0766, og vi vil elske at hjælpe dig med at skræddersy en fantastisk dag for jer i den skønne natur.

Institutioner
Mågen er et rigtig godt bud på en båd til jer – særligt hvis nogen i gruppen er gangbesværede. Mågen er nem at komme rundt på, og har lift til kørestole samt et handicaptoilet. På båden er der plads til 123 personer, ca. 64 på det øverste dæk og 55 på det nederste dæk. Det kan dog sagtens lade sig gøre at dække op til flere på det øverste dæk, hvis I ønsker det. 

Når I lejer båden er det jer, der sætter kursen og bestemmer, hvor I vil sejle hen. I må gerne selv medbringe mad og drikke, men vi sørger også hellere end gerne for at forkæle jer og jeres smagsløg med kaffe, kage, boller – eller hvad I ellers har lyst til. 

I kan også vælge at tage med på en af de planlagte ruteture. På sejlplanen kan du se, hvornår I kan komme afsted, og I kan roligt glæde jer. Der er masser af fantastiske oplevelser, der venter på jer, lige meget hvilken løsning I vælger.

Mågen institutioner

Busselskaber
Skal Hjejlebådene være en del af jeres udflugt? Det lyder som en god idé. Vores erfaring har vist os, at det fungerer bedst for jer at lade gæsterne sejle fra Silkeborg til Ludvigslyst eller fra Ry til Laven, mens bussen kører til opsamlingsstedet – eller omvendt. Det gør det, fordi der er kort afstand mellem busparkeringerne og anløbsbroerne netop her.

Det kan sagtens lade sig gøre at vælge andre ruter, men vær opmærksom på, at gæsterne skal gå mellem 500-1000 meter for at komme tilbage til bussen, da det ikke er muligt at køre tættere på. Hvis det ikke gør noget, kan vi varmt anbefale den dejlige tur, som går fra Ry, gennem den smukke Alling Å til Himmelbjerget. 

Hvis der er personer, som er dårligt gående eller kørestolsbrugere blandt gæsterne anbefaler vi, at du vælger Mågen, som er handicapvenlig.

Busselskaber

Skoler og lejrskoler
Glem alt om skolebøger og mobiltelefoner for en stund og fordyb jer i stedet i naturen og alle de spændende fortællinger om Silkeborg Søhøjlandets fortid, nutid og fremtid. Hjejlebådene er det perfekte klasselokale, når der står biologi, geografi og historie på skemaet – og så giver det gode minder for livet. 

Mange kan huske den årlige udflugt, hvor hele skolen gik i samlet flok til havnen og steg ombord på Hejren for at sejle til Ludvigslyst eller Himmelbjerget. Det er en oplevelse, som alle børn fortjener at få med i skoletasken.

Når I trænger til en pause undervejs, er I mere end velkomne til at spise jeres medbragte madpakker ombord.

Værd at vide inden du sejler

Hvis du har spørgsmål, når det gælder din kommende tur med en af de otte skønne Hjejlebåde, har vi heldigvis svarene. Er du i tvivl om noget, du ikke kan finde svaret på herunder, så ring endelig til os. Det kan du gøre på +45 8682 0766. Vi vil elske at hjælpe dig videre mod de gode oplevelser.

Er det nødvendigt at købe billetter på forhånd?

Nej, men det er en god idé at reservere en plads ved at ringe til os på +45 8682 0766 eller sende en mail på mail@hjejlen.com senest dagen før inden kl. 17.00.

Kan jeg reservere bestemte pladser på båden?

Nej, du kan ikke reservere bestemte pladser. Det er først til mølle.

Hvornår skal jeg møde op?

Hvis du har købt billet eller reserveret pladser, skal I møde op senest 15 minutter før afgang. Ellers kan vi ikke garantere dig, at I kommer med. Du finder alle afgange i sejlplanen.

Hvordan foregår betalingen?

Køb af billetter foregår online, hvor du betaler med det samme. Hvis du har reserveret pladser over telefonen, betaler du, når du stiger ombord på båden. Du kan både betale med kredit- og debetkort.

Må jeg selv tage mad og drikkevarer med ombord?

Ja, det er da kun hyggeligt, hvis du gør det. Vi kan dog ikke love dig bordplads ombord.

Kan jeg købe noget ombord?

Ja, du kan købe øl, vand, kaffe og lidt sødt. Derudover kan du købe vores unikke Hjejle Specials.

Er der rabat for grupper?

Ja, hvis I er en gruppe på mindst 15 personer, får I 15% rabat. Det forudsætter dog, at I betaler samlet.

Er bådene handicapvenlige?

Ja, Mågen er handicapvenlig med lift og handicaptoilet. Den sejler dog ikke hver dag, så det er vigtigt, at du ringer til os på +45 8682 0766 på forhånd, så du kan få at vide, hvilke dage Mågen sejler. De andre syv både er ikke handicapvenlige i samme grad.

Er der redningsveste ombord?

Ja, det manglede da bare! Der er redningsveste til alle passagerer ombord på båden. Hvis du gerne vil have en redningsvest på under sejladsen, skal du bare sige det til personalet, når I sejler afsted.

Er der varme på bådene?

Ja, der er varme på vores både – dog med undtagelse af Hjejlen.
Turisten er ret svær at varme op, så det er en god idé at tage en varm trøje med på de køligere aftner.

Er der toiletter ombord?

Ja, der er toilet ombord på alle bådene. På de små både er toilettet dog ikke særlig stort.
På Mågen er der to toiletter og et handicaptoilet. 
Der er to toiletter på Hejren.
På Hjejlen er der det originale toilet fra 1861.

Må jeg tage min hund med?

Ja, vi vil rigtig gerne have din firbenede ven med ombord – så længe den er i snor.

Kan jeg have en barnevogn med ombord?

Ja, du må gerne tage barnevognen med ombord – så længe den er klappet sammen under sejladsen.