Oplev Silkeborg

illustrationer/fugl_3.png
Oplev Silkeborg

Silkeborg Søhøjlandet kan noget helt særligt. Det ved du allerede, hvis du bor her, men får du udnyttet mulighederne? Lige meget om du har boet her længe eller bare er på visit, er der alle mulige gode grunde til at tage del i de mange oplevelser, der ligger og venter. Hjejlebådene hjælper med at binde det hele sammen – det er et af vores erklærede mål!

Gå på opdagelse i skovene, se dyrelivet, besøg de charmerende byer, gå på museum eller tag vandreturen til toppen af Himmelbjerget. Det er (stort set) kun fantasien, der sætter grænser:

Vil du se den verdensberømte Tollundmand? 
Vil du på Museum Jorn og glemme tid og sted?
Vil du lave dit eget papir?
Vil du ud og køre med veterantog med dine børn eller børnebørn? 
Drømmer du (eller din hund?!) om at fare vild i en kæmpe labyrint? 

Hvis du kan svare ja til nogle af de ovenstående punkter, er du så heldig, at det er ting, du kan opleve i og omkring Silkeborg. Faktisk, er det bare en brøkdel af alle de fantastiske tilbud og arrangementer, som finder sted hver eneste dag. Når du sejler med os, giver vi dig meget gerne tips til andre spændende oplevelser på jeres vej. Du kan finde inspiration til planlægningen af jeres skønne dag på kortet over anløbssteder. Hvis der er noget, vi kan hjælpe dig med undervejs, må du endelige sige til. 

Vi får ofte at vide, at Silkeborg Søhøjlandet elsker os. Derfor er det på høje tid at råbe fra toppen af Himmelbjerget, at kærligheden i den grad er gengældt.