Selskabet

"I Aaret 1861, den 14. februar, blev efter forudgaaen Indvarsling afholdt Generalforsamling i Aktieselskabet for en Dampskibsfart paa Søerne ved Silkeborg."

Således indledes Hjejleselskabets forhandlingsprotokol og på denne stiftende generalforsamling kunne selskabets formand og primus motor, Michael Drewsen, meddele, at man allerede havde indgået kontrakt med Baumgarten og Burmeisters Skibsbyggeri i København (det senere Burmeister & Wain) om at bygge et dampskib til levering i Silkeborg i løbet af foråret til en pris af 10.000 rigsdaler.

Det var det dobbelte af, hvad Michael Drewsen oprindelig havde fået fuldmagt til, men typisk for byens dynamiske grundlægger blev beslutningen alligevel godkendt af forsamlingen.

Selskabets historie

Michel Drewsen, Besætning (1920), Værkstedsmedarbejdere (1964), Bestyrelsen (1961)

Det nye skib, der var værftets nybygning nr. 15, løb af stabelen i København den 25. maj 1861 og blev af Drewsen døbt "Hjejlen" efter hedefuglen, der dengang var meget udbredt på egnen. Den officielle indvielse fandt sted den 24. juni 1861, hvor Frederik 7., grevinde Danner og Drewsen sammen med særligt indbudte gæster sejlede fra Himmelbjerget til Silkeborg. 

I 1861 var der hverken jernbane eller biler for den sags skyld i Silkeborg, så det må have været en måbende befolkning, der så "Hjejlen" ankomme. 10.000 rigsdaler var en nærmest uhyrlig sum dengang, så mange af de knap 2.000 indbyggere i Silkeborg og omegn, har ganske givet ment, at det var ekstravagant at anskaffe en båd til den pris. Det viste sig da også, at det nye rederi var knapt så rentabelt, som man ahvde forventet. Det store antal turister lod vente på sig og byens befolkning kunne ikke alene udfylde pladserne ombord. Man kan vel også undre sig over, at man mente at kunne få økonomi i en båd til den pris, når man tænker på, at der ikke engang boede 2.000 mennesker i byen og ikke mindst, at antallet af turister må have været meget begrænset - for hvordan skulle de komme til byen? Man kan jo så spørge sig selv, om Michael Drewsen som den bykonge han var, ønskede en form for vartegn, der kunne vise dem i København, at man også kunne i Silkeborg. Under alle omstændigheder skal vi idag prise os lykkelige over, at "Hjejlen" blev anskaffet og at det er lykkedes at beholde den i Silkeborg.

Henover årene har der været en lang række både i flåden. Idag består flåden af 8 både, der alle er historiske både dog undtaget "Mågen", som selskabet anskaffede i 1996. Tidligere havde man endvidere slæbebåde, som man spændte efter turbådene, når presset var for stort. Gad vide, hvad Søfartsstyrelsen ville sige til, at vi igen begyndte at bruge slæbebåde.

Idag er der 300 aktier i Hjejlen A/S, der ejes af omkring 220 aktionærer. Den største aktionær i selskabet er Silkeborg Kommune, der ejer 60 aktier. Generalforsamlingen afholdes hvert år på Hotel Dania den sidste fredag i februar kl. 19.30. Sådan har det været siden 1861. Selskabet betragter sig selv som et "bypatriotisk selskab" og der udbetales da heller ikke udbytte. Det blev besluttet på en generalforsamling tilbage i 1960´erne. Til gengæld besluttede man, at selskabet serverer en cognac eller likør til kaffen. Det er da historie, så det vil noget.

Bådene

"Hjejlen", verdens ældste kulfyrede hjuldamper, er idag perlen i en række af historiske både. Hjejleselskabet ejer idag 9 både, men kun de 8 er i drift, da Viking indtil videre ikke kommer til at sejle. Bådene vedligholdes på selskabets bedding, der bærer tydeligt præg af, at den er 50 år gammel. Her arbejder en driftsleder og hans medhjælper med bådene under utidsvarende forhold. Med henblik på at få opført en værkstedshal, arbejder Fonden HJEJLEDOKKEN under stiftelse på at få opført en miljøhal.

Det er naturligvis en bekostelig affære at vedligeholde bådene, og Hjejleselskabet er da også økonomisk udfordret. Hertil skal bemærkes, at selskabet i mere end 150 år har klaret sig uden offentlig støtte af nogen art. Det er ganske imponerende, at selskabet har kunne opretholde et højt vedligeholdelsesniveau, uden hjælp fra hverken stat eller kommune. Der er nok ingen tvivl om, at der skal en form for støtte til, hvis man ønsker at bevare den historiske flåde. Vedligeholdelsesomkostningerne er meget høje, og omkostninger til kul, diesel, forsikringer og meget andet stiger i en takt, hvor billetpriserne ikke kan følge med.